Esbjerg

Esbjerg

Esbjerg er Danmarks femtestørste by med 72.398 indbyggere (2018) og er beliggende i Sydvestjylland. Den er desuden hovedby for Esbjerg kommune og det vestlige Jyllands største byområde med direkte forbindelse til Kolding og Odense via motorvej E20 og jernbane. Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter udgør den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og som udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn, men det hører efterhånden en svunden tid til. Nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn

Historie om Esbjerg

Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.

Bag om Esbjerg

Esbjerg havde i 1801 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.

I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af “æs” i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af “ese”, i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde da 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se, en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen & Olsen), og efterhånden, som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: “Husene voksede op som Paddehatte”, den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.

I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober allerede 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875. På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.

I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868. I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip således, at byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.